🍀 En mulighed i Fjellerad

Et lokalt fitnesscenter i Fjellerad – for fællesskab, sundhed og nye muligheder

Efter en vellykket stiftende generalforsamling er vi klar til næste skridt. Hjælp os med at vise opbakningen ved at afgive din stemme, og se hvad vi allerede har arbejdet på.

Vi indsamler pt. tilkendegivelser for at dokumentere behovet og søge fonde. Så vis din støtte ved, at trykke på knappen herunder.

Se billeder og videoer

Hvorfor et fitness- og fritidscenter i Fjellerad?

Der drives desværre ikke længere købmand i Fjellerad, men det skal ikke hindre, at byens- og områdets beboere kan have et lokalt samlingssted at mødes. De tomme lokaler skal være fulde af liv igen - og et lokalt fitness- og fritidscenter kunne danne rammerne for et stærkt sammenhold og flere sunde hverdage.

Et stærkt fællesskab

Et fælles mødested til motion, fritidsaktiviteter og samvær.

Lokalt sammenhold

Et initiativ af engagerede lokaleborgere med støtte fra bl.a. DGI.

Genbrug af lokaler

Den tidligere købmand bliver byens nye puls i stedet for, at stå tom.

Processen

Planen realiseres i 3 tydelige skridt

Planen er at bygge videre på de eksisterende købmandslokaler i 3 etaper, så økonomien kan følge med – og dørene kan åbnes så snart første fase står klar.

Fase 1 · Indgang & butik

Omdan den tidligere købmand til et funktionelt fitnessområde

Vi starter med at forvandle indgangspartiet og butikslokalet til et lyst træningsrum med basisudstyr, omklædning og velkomstzone. Denne fase gør det muligt at åbne for medlemmer hurtigt og skabe synlig aktivitet ud mod gaden.

Fase 2 · Udvidelse bagtil

Skab rum til holdtræning, lounge og fleksible aktiviteter

Baglokalerne udvides for at give plads til holdtræning, opholdsrum eller andre fællesskabsdrevne aktiviteter. Her kan vi afholde events, workshops og lave fleksible zoner alt efter behov.

Fase 3 · Kælder & specialrum

Aktivér kælderen til spinning, holdtræning og fritidsliv

Kælderetagen renoveres, så den kan rumme spinning, særlige hold eller fritidsaktiviteter. Det giver et intimt, lydisoleret miljø og flere muligheder for at udvide åbningstider og medlemsoplevelser.

Realisering

Partnerskaber og frivillige kræfter

Fjellerad Fitness er ikke bare et projekt – det er et fællesskabsinitiativ, der bygger på lokale kræfter og ekspertise fra anerkendte organisationer.

Rådgivning fra DGI

Alle faser udføres under rådgivning af DGI og certificerede underleverandører. DGI's ekspertise inden for idrætsfaciliteter og lokale fællesskaber sikrer, at projektet bliver gennemført med høj kvalitet og fokus på bæredygtighed.

Certificerede leverandører

Vi samarbejder med certificerede leverandører af fitnessudstyr, der garanterer sikkerhed, kvalitet og holdbarhed. Dette sikrer, at centeret kan betjene byens borgere i mange år fremover.

Frivillige kræfter er altafgørende 🤝

Projektet kan kun blive en realitet, hvis byens borgere støtter op. Frivillige kræfter vil være helt afgørende for at sikre, at projektet bliver realiseret. Vi søger engagerede borgere, der kan bidrage med tid, ekspertise eller netværk – både i planlægningsfasen og når centeret åbner.

Har du lyst til at være med? Del dine tanker og idéer eller vis din opbakning.

Har du forslag, ris eller ros? 💬

Vi vil gerne høre dine tanker – store som små. Hver kommentar, bekymring eller idé hjælper os med at forme Fjellerad Fitness & Fritid til et sted, der virkelig betyder noget for byens borgere. Forslagene gemmes anonymt og er en vigtig del af dialogen med fonde og kommunen, når vi søger støtte til projektet. Din stemme tæller, og vi læser hver eneste besked med opmærksomhed.

Hvad er næste skridt? 👇

(Afholdt) Borgermøde om interesse og opbakning til et fitnesscenter i Fjellerad

Vi afholder et borgermøde, hvor vi præsenterer visionen for Fjellerad Fitness & Fritid og inviterer byens borgere til at dele deres tanker, bekymringer og idéer. Dette møde er et vigtigt første skridt i at skabe opbakning og engagement omkring projektet.

(Afholdt) Ændring af vedtægter i Dagligvareforeningen

På en ekstraordinær generalforsamling blev der stemt for en ændring af vedtægterne i Dagligvareforeningen. Ændringen betyder, at bygningen nu lovligt kan udlejes til andre formål end dagligvarebutik. Dette var en afgørende milepæl, da det skaber det juridiske fundament for at kunne etablere et fitnesscenter i de tidligere købmandslokaler.

(Afholdt) Stiftende generalforsamling – 26. februar 2026 kl. 19

Der afholdes stiftende generalforsamling torsdag d. 26. februar 2026 kl. 19, hvor foreningen bag Fjellerad Fitness & Fritid formelt etableres. Her skal vedtægter vedtages, bestyrelse vælges, og de næste konkrete skridt fastlægges. Alle med interesse i projektet opfordres til at deltage og være med til at præge retningen for byens kommende fitnesscenter.

👉 Her er vi nu: Konstituering af foreningen

Efter en succesfuld stiftende generalforsamling, skal foreningen Fjellerad Fitness & Fritid nu konstitueres. Der arbejdes på at få formel juridiske status og styr på det praktiske heri. Efterfølgende udarbejdes der en konkret plan for det nærmere forløb.

Indsamling af tilkendegivelser

Vi indsamler tilkendegivelser fra byens borgere for at dokumentere behovet og interessen for projektet.

Det er derfor vigtigt, at du deler din stemme og viser, at du støtter projektet.
Det kan du gøre ved at trykke her 👍 Vis din opbakning

Etablering af frivillige arbejdsgrupper

Fjellerad Fitness & Fritid grundlægges og lokale kræfter engageres i frivillige arbejdsgrupper dedikeret til blandt andet indretning, aktiviteter samt kommunikation og fondsansøgninger. Vi opfordrer alle med interesse, ideer og lyst til at bidrage – uanset erfaring – til at blive en del af fællesskabet. Sammen kan vi gøre visionen til virkelighed og sikre, at projektet bygger på stærkt lokalt engagement.

Søgning af midler via fonde, kommunal støtte og lokale sponsorater

Når foreningen er etableret, bestyrelsen dannet og frivillig opbakning fundet, går vi videre med at udarbejde ansøgninger til både nationale og lokale fonde samt kommunale støtteordninger. Vi vil undersøge alle relevante finansieringsmuligheder og engagere os i dialog med mulige sponsorer for at sikre, at projektet får de bedste forudsætninger for at blive realiseret. Din støtte er afgørende for at styrke vores ansøgninger og vise et bredt lokalt engagement.

Finansiering og realisering

Når finansieringen er på plads, går vi straks videre med de praktiske skridt: byggetilladelser, aftaler med håndværkere og leverandører samt opstart af byggeriet. Vi holder løbende området opdateret om processen, så alle kan følge med. Målet er et nyt fælles samlingssted til glæde for hele lokalområdet.